Forside

Aktuelt

Vedtægter og ordensregler

Historie

Billeder

NOGLE BETRAGTNINGER OVER DEN HIDTIDIGE HISTORIE OM UDSTYKNINGEN AF ” STRANDBJERGGÅRD” OG OPRETTELSEN AF GRUNDEJERFORENINGEN AF SAMME NAVN

Under det selskabelige samvær efter grundejerforeningens generalforsamling, den 28. juni 2014, kom samtalen ind på grundforeningens start og selve udstykningens historie.  Deltagerne fandt hurtigt ud af, at undertegnede formentlig var eneste tilbageværende i foreningen fra dens start.

Jeg blev derfor opfordret til at skrive nogle ord om samme start og eventuelt om udstykningens tidlige historie.

Når man så påtager sig en sådan opgave, kunne man godt tænke sig, at man gennem livet havde ført dagbog, men velan, lidt hukommelse har man dog, som kan sammenholdes med data på diverse papirer fra samtiden.

Ud fra et journalnummer, 1966 -75, på mit matrikelkort på parcel 5bd , daterer jeg den første del af udstykningen til at være sat til salg i 1966.  Det drejer sig om delen af fællesarealet på stranden til Dalen, muligt Toppen og afgrænset mod vest af Strandbjerggårdsvej.  Resten, fra Toppen og langs Strandbjerggårdsvej, vestsiden, blev sat til salg efter godkendelse af det samlede matrikelkort af den 15. marts 1967.

                             Jeg gjorde i vinteren 19666 -67 tjeneste hos bilinspektionen i Kalundborg, da jeg af en kollega, Edmund Birkbjerg, blev gjort bekendt med, at man havde grunde i en udstykning til salg på Vollerup Overdrev.  Da min hustru, Anni, og jeg var interesseret i en sommerhusgrund, kørte jeg ud til stedet og beså arealet.  En følgende dag, i regnvejr, var Anni med ude at se på området, der tydeligvis var oversået med små vandpytter og større vandarealer.  Vi bestemte os for, at vi ville købe en grund på stedet, og tilnærmelsesvis, hvilken af parcellerne, det skulle være.  De var jo afmærket med landmålerens foreløbige træstokke.  Dagen efter kontaktede jeg sælgeren, Trøjeløkkegård, og fik en aftale om at mødes med ham hos kommunesekretær Walther Schou på dennes bopæl, 1. sal, Raklev-Ellede Kommunekontor, 7. april 1967.

På stedet blev slutseddel skrevet og underskrevet om køb af den højeste beliggende parcel i udstykningen, nr. 34 (5bd) fra matr. 5C, for en pris på 10.000, 00 kr., med 2000 kr. i udbetaling og resten afdraget med 800 kr. i 10 år mod en rente 7% pro a.  Vand ville blive indført med en hovedhane stående 1 m inde på grunden.

Søren Petersen og familie på den nye grund 1967.

                             Grunden var min, i forsommeren 1967.   Der var ingen beplantning mellem vores grund og stranden.  Vi kunne se Sejrø og se dens fyrtårn lyse om aftenen.  Helt nede ved stranden, nærmere kan ikke bestemmes, var der byggeri i gang.

På grund af den relativt lave anskaffelsespris, øjnede Anni og jeg mulighed for snarlig sommerhusbygning, og på en udstilling i Værløse, ”falder” vi for et 41 kvadratmeter stort sommerhus, mrkt. ”Bøgelundhuset”.  Det var tillige udstyret med en 12 kvadratmeter stor terrasse, der, om nødvendigt, kunne inddrages i selve huset.  Huset ville blive på sokkelsten og bygget for en samlet pris på 25.000, 00 kr.

Flere kolleger frarådede mig straks at sætte huset på sokkelsten.  Det skulle stå på støbt fundament.  Jeg indhentede tilbud hos en lokal kloakmester, men han opgav en pris på 10.000, 00 kr. for fundament og en tilladt sivebrønd for køkkenafløb.  Det lød godt nok dyrt i forhold til husets pris.  En kollega jeg p.t. kørte med, anførte, at han havde 2 voksne sønner hjemme på ferie fra læreanstalter.  De skulle ikke gå og drive den af.  Han og sønnerne ville udgrave og støbe grund med levering af materialer for 2500, 00 kr.  Prisen blev dog 2654, 00 kr., da de måtte købe en murerbør til arbejdet.

Jeg fik mere held under byggeriet.   Da jeg mødtes med tømrermesteren en juli eftermiddag for at fastlægge, hvor på grunden huset skulle stå, arbejdede en entreprenør med at lægge vandrør i vejen og ind på grundene.  Typisk i et hjørne nær hovedstrengen.  Da jeg var der, spurgte gravemaskineføreren, hvor jeg ville have stophanen stående. Han fik nu at vide, hvor det sydøstlige hushjørne skulle være, hvorpå han gravede stophanen og stikledningen 1 meter ind på grunden ud for det fastlagte hjørne.

Mit hus blev derved den første bygning opsat i udstykningen sidste afdeling.  Dog henstod Strandbjerggårds stuehus og lade stadig.  Johannes Christensen var endda ved at indrette en lille købmandshandel i stuehusets vestlige ende, op mod ladebygningen.   

Vi kunne dog først tage vores sommerhus i brug i oktober måned 1967.  Så der blev ikke nogen overnatning det år, bortset fra en enkelt nat i skolernes efterårsferie.

På parcel 5aø var midlertidigt opstillet en campingvogn, ellers var der fortsat ingen bebyggelse eller foreningsaktivitet.  Markstykket øst for Mosestien var ellers i sommerens løb belagt med kartoffelplanter efter kartofler lagt af Hans Georg (?), der drev husmandsstedet, hvor Overdrevsvejen deler sig vinkelret.

Ved købet af grunde på området var der tinglyst diverse pligter for køberen, bl.a. pligt til at tilslutte sig off. Kloakanlæg, når det nåede ud til Vollerup Overdrev.  På købsdagen lå nærmeste kloak 6 km væk, på Lerchenfeldtvej ved Kalundborg by.  Der var tillige pligt til at tilslutte sig Vollerup Strands Vandværk og pligt til at lade Nord-Vestsjællands Elselskab opstille master på veje og trække ledninger over grunde i området.  Sluttelig var der tillige pligt til at tilslutte sig grundejerforening for området, når en sådan blev dannet.

Jeg fik tilladelse til at nedgrave en sivebrønd eller et sivedræn i forbindelse med husets køkkenvask og tinglyst færdselsret til strandarealet ad Mosestien og dens forlængelse mod stranden.

Da sivebrønden kun gjaldt køkkenvasken, måtte vi i de første år klare os med et såkaldt tørkloset, en spand opstillet i husets toiletrum, og med aftenlig tømning af spanden et sted langs grundens yderkant.

Omkring 1974 lempede man så meget, at man kunne få tilladelse til større nedsivningsanlæg, forstået som nedgravning af en patentrensebrønd med tilhørende sivedræn, hvilket jeg omgående fik tilladelse til, så det blev udført af entreprenør Gudmund Jørgensen, Lerchenfeldtvej.  Derefter installerede jeg selv toiletkumme, håndvask og varvandsbeholder på toilettet og senere, på grund af pladsmangel, en udendørs brusekabine.

Også elforsyningen var i de første år så som så.  Nærmeste elmast henstod oppe på Overdrevsvejen.  Omkring 1969 -70 forespurgte flere grundejere NVE om eventuel tilslutning, men fik til svar, at der først skulle indbetales en garantisum a` 10.000, 00 kr. pr. grund, da der skulle opstilles en  ny transformator, nedgraves pæle og trækkes ledninger i området …  Så vi klarede os de første år med stearinlys, staldlygter og en 300 lys petromaxlampe.

                             Pludseligt en dag i 1972 var der rejst master langs vejene i området. Forklaringen gik indbyrdes, at en person havde købt en ældre ejendom et sted på Overdrevet.  Der var bygning på grunden med en gammel tilslutning til el-nettet, men køberen, der kendte lidt til reglerne, kunne over for NVE godtgøre, at han ikke havde strøm nok på ejendommen, hvorfor han klagede.  Uanset hvad, så blev der på sydsiden af Overdrevsvejen, længere mod vest, opsat et transformatortårn og master blev rejst i området.  Det bevirkede, at jeg i 1972, for en pris af 2004, 00 kr. fik en trefaset tilslutning til en mast på Mosestien, og så straks ved venner og bekendte kunne installere lys, komfur og elvarme i huset.

OMEGNEN I 1967 – 68.

 Mod vest

                             Ja, vest for Strandbjerggårds-udstykningen var der kun lidt udstykning fra diverse husmandsbrug.  Jeg erindrer kun et sommerhus fra den gang, beliggende på Agnesvej og med navnet ”Valdemars Hus”.

En enkelt af gårdene var aldeles faldefærdig og omkring bygningerne lå der altid nogle gamle udtjente landbrugsmaskiner og andet gammelt jernskrammel.  Noget var dog, ifølge landmålerpinde, i gære.

Syd for Strandbjerggård var der åben mark, så man kunne se ind til Kalundborg og op mod Raklev kirke.  Man kunne fra min parcel iagttage trafikken på Svendstrupvej mellem Brokkebjerg og Svendstrup, og der var dengang roterende vinger på møllen i Brokkebjerg.  På markerne syd for Overdrevsvejen dyrkede brd. Melchiorsen lidt korn til foderbrug og havde græsning af 2 – 3 kvier.  Jeg har desværre ingen årstal på begyndelsen på og anlægning af ”Statsskoven”.

Øst for Mosestien var der endnu ikke udstykket væsentligt fra Granlygård.  Ud til Mosestien var der åben mark, hvor parcellist Hans Georg fra sit husmandssted dyrkede tidlige kartofler, hvilket grundejerne havde stor glæde af.  Dog var der enkelte grunde udstykket nederst på højre side af Mosestien.

Mod øst Granlygaardsvej, Melchiorsens gård og Hans Georgs kartoffelmarker.

Om forretningslivet kan jeg berette, at Johannes Nielsen, i den vestlige ende af Strandbjerggårds stuehus, havde indrettet et lille forretningslokale, hvorfra han solgte de almindelige daglige fornødenheder, såsom mel, gryn og sukker, brød i beskeden mængde, øl, vand og vin, flaskegas, fluefangere og lidt turistnips, lidt sommerbluser og lidt køkkenporcelæn.  Og så selvfølgelig isudsalg.  Der var endvidere et lille selvbestaltet poststed.

I Brokkebjerg var der så Illerup Brugsforening, beliggende i den lange grå, nu beboelsesbygning, lige over for snedkeriet og møllen.  Der var stor og gammeldags handel ”på bog” og man skulle gemme bonerne og sammentalt indlevere dem lige før jul, så fik man 4% i dividende.  Lige syd for ”brugsen” lå der et andelsfrysehus, der nu er ombygget til ”Den lille Kro”.  Nogle af grundejerne havde lejet en frostboks i frysehuset.

Umiddelbart nord for ”brugsen” var der i det nuværende parcelhus indrettet et lille hjemmebageri, drevet af en bager, hjemvendt fra Grønland med sin hustru.  Her kunne købes dejligt morgenbrød, wienerbrød og enkelte konditorkager, samt almindelige former og arter af rugbrød.

Resten af indkøbene måtte foretages i Kalundborg i diverse supermarkeder, slagtere og bagere.

                             Det var jo grundejerforeningen, jeg skulle skrive om.

Flere og flere rejste efterhånden sommerhuse på deres parceller, og flere og flere gik derfor i vandet fra den noget stenede strand.

Alle vi grundejere var ifølge skødet tvungne medlemmer af en eventuel grundejerforening, når og hvis den blev stiftet, men da en sådan ikke var oprettet endnu, så satte man gang i bygning af badebro ved annoncering om dette på en seddel, ophængt i købmandsbutikken på Strandbjerggård.  På dette opslag efterlyste man deltagere til at tegne en andel på 50, 00 kr. i et badebroprojekt.  Tiden er forsommeren 1970.  Initiativet lå hos nogle af grundejerne omkring Brinken/Diget, især familien Frisk, der ud over egen grund havde nogle døtre og svigersønner som grundejere, bl.a. Staneldt.  Der blev holdt et stiftende møde hos Frisk, hvor beslutningen om brobygning blev taget.  Jeg blev, bl.a., valgt ind i ”lauget”.  Én af de første weekends efter mødet mødtes vi på stranden og modtog ankomsten af en lastbil, kran og et svejseværk fra Monberg & Thorsen, Kalundborg, hvor Frisk var formand og flere fra familien var ansat.

Med på lastbilen var der et læs, bestående af diverse stålrør, vinkel- og T-jern samt brøndringe, og så var det bare med at gå i gang.  Brøndringene blev lagt ud i række, jernrør blev rammet ned inden for ringene og T-jern blev påsvejset mellem rørene for oven.  Hen over disse galger blev lagt vinkeljern til at bære brodækket.  Børnene fik ordre til at rydde havbunden for sten og fylde dem op i brøndringene.

Den succesfyldte brobygning resulterede så i et egentligt forsøg på at danne en grundejerforening, hvilket også var et stærkt ønske fra den oprindelige sælger, Johannes Christensen.

Den første bro med brøndringe, 1970.

                             Allerede fra begyndelsen dannedes der fraktionsgrupper med bådeinteresser og badeinteresser, bl.a. omkring Pøls og Lorenzen og omkring Valsted, og den egentlige stiftende generalforsamling blev afholdt den 10. april 1971.  Jeg kan ikke huske ret mange fra den første bestyrelse, ud over Carl Johansen, Brinken 2, og mig selv.  Jeg har så været med fra starten og i de seneste mange år været valgt revisor.

Noget af det første, foreningen foretog sig, var udvirkelse af vejnavne, opsætning af vejskilte og nummerskilte til koteletvejene.   

Gennem årene har foreningen så varetaget vores interesser, arrangeret 2 årlige arbejdsdage, tidligere afholdt fester i ”laden”, hvor medlemmerne støbte cementgulv, administreret indtil nu, 2 fornyelser af den første badebro, som holdt i 10 år.  Foreningen har endvidere foranstaltet deltagelse i vejlaug og forsøgt at udrede det dominerende spørgsmål om dræn, og efter de sidste års generalforsamling organiseret lidt fælles samvær for medlemmerne omkring ”grillen”.

Jeg kan ikke redegøre for udstykningens huse, men i de første år var der altid overraskelser i form af nybyggeri, eller af blokvogn under transport af et ældre sommerhus, som blev opsat på Strandbjerggårdsvej 35, eller at der pludselig henstod en ældre jernbanevogn på en af grundene omkring Strandbjerggårdsvej nr. 17 – 25.  Brinken nr. 13 var der altid telte på, idet grunden var ejet af en lystfiskerforening.  Min egen 17-årige søn hjalp i 1969 daværende ejer, Edmund Birkbjerg, med at lægge tag på nuværende Ole Christensens hus, Dalen 3.

Et særligt emne har i mange år været dræn, eller manglende kendskab til samme.  Et par kraftige oversvømmelser først i 1970-erne viste sig efter nogle lange regnvejrsperioder, og derved blev man klar over, at der var drænet, men at drænforbindelserne var tilstoppet.  Bl.a. Dalen 3 blev oversvømmet, da NVE under rejsning af elmasterne havde boret lige ned i den ukendte drænledning, der så ved mastens hjælp blev tilstoppet. 

Oversvømmelse.

De oprindelige bare grunde blev efterhånden tilplantede, og endda tæt, så det under diverse storme sidst i 1990-erne gav væltede træer og afbrydelser af strømmen.

Gennem årene er så de sidste husmandsfamilier døde, og Skov- og Naturstyrelsen har tilplantet store arealer med træer, så vi kan annoncere vore grunde beliggende ved skov og strand.

                             Men nu skal jeg sammen med Finn Zachariasen revidere endnu en gang.

Vollerup Overdrev, maj 2015.                                                         Søren Petersen,  Mosestien  7.